Arken Museum for Samtidskunst i Ishøj kan i år fejre 30 år siden åbningen i 1996. Museet blev i begyndelsen af 1990’erne planlagt med ambitionen om at skabe et internationalt museum for samtidskunst ved Køge Bugt på Vestegnen.
Starten blev dog præget af uro. Mindre end et år efter åbningen måtte den daværende direktør Anna Castberg træde tilbage efter afsløringer om falske oplysninger om hendes uddannelse og meritter. Siden har museet udviklet sig og etableret sig som en central kulturinstitution i området.
Jubilæet markeres søndag den 15. marts med en hel dag fyldt med gratis oplevelser for både børn og voksne. Programmet rummer koncerter, omvisninger og aktiviteter rundt omkring på museet og udenfor på området.
Et af de nyere initiativer ved museet er området Third Space foran Arken. Projektet blev åbnet i sommeren 2025 i samarbejde mellem unge fra Ishøj Ungdomsskole og kunstneren Henrik Plenge Jakobsen. Området fungerer som et åbent mødested for unge på Vestegnen og skal gøre museet mere tilgængeligt for lokalområdet.
På jubilæumsdagen bliver området brugt til flere koncerter, hvor blandt andre Divine Listic, James Njombua, Suburbangirls og Tay optræder.
Samtidig står museet foran et direktørskifte. Den 1. april tiltræder Johan Holten som ny direktør efter mange år i Tyskland, hvor han blandt andet har ledet Kunsthalle Mannheim. Han har tidligere peget på, at museet skal fortsætte sin internationale profil, samtidig med at relationen til lokalområdet styrkes.
Jubilæumsfejringen begynder klokken 9 og varer frem til klokken 17.
Faktaboks:
Arken Museum for Samtidskunst åbnede i Ishøj i 1996
Jubilæet markeres søndag 15. marts kl. 9–17
Gratis aktiviteter hele dagen for både børn og voksne
Koncerter med blandt andre Divine Listic, James Njombua, Suburbangirls og Tay
Third Space blev etableret i 2025 i samarbejde med Ishøj Ungdomsskole og kunstner Henrik Plenge Jakobsen
Foreningen Jugadores arrangerer panna-turnering
Optræden med tyrkisk folkedans fra Zeybek Oynları
Hoppeborge, ballondyr og kreative værksteder for børn
Limousinekørsel mellem Ishøj Station og museet som del af kunstværket Cadillac White Lady
Johan Holten tiltræder som ny direktør for Arken 1. april 2026 efter en karriere i Tyskland, blandt andet ved Kunsthalle Mannheim